HTX - og hvad så?
- 10. sep. 2017
- 7 min læsning
Kender du det når andre har så store forventninger til en, at man får præstationsangst?
Du vil gerne leve op til alle de udefrakommende forventninger, men vil også gerne mærke efter inde i dig selv, hvad du har lyst til. Når alle skynder på én, og man får stress. Du vil gerne ind på drømmeuddannelsen, men det kræver at du klarer dig godt, og lever op til de krav drømmeuddannelsen stiller dig. På din forrige skole, havde de måske nogle forventninger til hvad du ville vælge. Hvis du har været for påvirket af alle deres råd og forventninger, har du måske fortrudt dit valg. Det er aldrig for sent at skifte, men i mit tilfælde har jeg ramt hovedet på sømmet.
Selvom, jeg uden tvivl har valgt rigtigt med hensyn til gymnasie, er der ting, som er værd at reflektere over. For selvom det er mega fedt, er der også ulemper ved det nye spændende treårige forløb jeg skal igennem.
Først og fremmest har min uddannelse krav til mig. Hvis jeg vil ind på drømmeuddannelsen, må jeg leve op til de adgangskrav, der er blevet sat. Det siger lidt sig selv, at man i hvert ikke kommer ind, hvis ikke man er god nok. Så hårdt kan det siges.
På min forrige skole,
var der mange, som mente, at de vidste hvad der ville ske for alle de andre. Hvem ville tage hvilke uddannelser, hvem ville blive hvad, og vigtigst af alt, hvem kunne leve op til sine egne mål. Selvom det ikke blev sagt direkte, kunne man mellem linjerne forstå, at nogle nok skulle satse lavere, og andre havde fuld opbakning fra vores daværende fællesskab.
Allerede dengang måtte man give sit bedste, og gerne mere, for at de andre skulle gerne have tiltro til en, når man fortalte hvad man ville. Når man fortæller folk om sit drømmejob, er det aldrig rart at kunne fornemme, hvis de ikke tror man kan klare opgaven. Det er selvfølgelig også et mål at bevise, at de tog fejl. Men opbakning er klart den optimale respons, ifølge mig.
Når man har gået længe i skole det samme sted har man fået tildelt en rolle, og det kan derfor være svært at komme ud af den. Jeg var kendt som hende man kunne spørge til råds og nasse på mht. opgaver. Når mine klassekammerater spurgte om hjælp til en opgave kl. 23.00 om aftenen dagen før an aflevering skulle afleveres, må jeg indrømme, at jeg gerne ville skifte rolle. Det er selvfølgelig mit eget valg, om jeg har lyst til at hjælpe. Der er bare en grund til at man får den rolle man får.
Allerede efter få uger var jeg kendt som en, der brillerede i matematik og de naturfaglige fag. I mit tilfælde har det ikke haft den største betydning, da jeg i forvejen vidste at jeg ville på HTX. Hvis jeg havde været i tvivl, tror jeg, de andre kunne have overbevist mig om at det var det rigtige alligevel. For folk har den tanke, at hvis de har hørt dig sige noget eller set dig lave noget, så kan de forudse din fremtid. Jeg havde sågar klassekammerater, som troede de kunne vejlede mig bedre end vores studievejleder. Man må ikke have meget tvivl i dag – den mindste tvivl og folk vil gribe ind og ”hjælpe” dig med at afgøre din fremtid. For hvis du spørger dem, er de meget hjælpsomme, selvom de tydeligvis ikke kan hjælpe sig selv med deres lektier.
Lærerne vil jeg gerne imponere. Hvis lærerne kan lide det jeg har lavet, bliver jeg stolt af mig selv. Man kan sige, at det ikke burde være dem, som skal bestemmer om jeg kan være tilfreds med mig selv. Men sådan er det nok bare. Hvis målet er at få en god karakter, og man får karakteren fra læren, er det læren man skal imponere. Det er nok lidt alá: ”Man bider ikke hånden, af den der fodre en.”
Jeg kan umuligt være den eneste, som kan lide følelsen af at være vellidt. Selvom der er nogle, som ikke går op i skolen i så høj grad, ved jeg at der er mange andre, som også stiler efter anerkendelse i skolen.
Dedikeret
Jeg er meget tæt med min familie, og de ved hvordan jeg har det med min skole og med de mål jeg sætter mig. Hvis jeg har sat mig noget i hovedet, skal det nok lykkedes mig i en eller anden grad. For eksempel har jeg i sommerferien lært lidt latin. Jeg har altid fundet det fascinerende, hvordan man kan bruge det i mange ting: ordklasser i danskfaget, matematiske begreber, ordforklaringer i historie og hjælpende paratviden i fysik.
Så når jeg vil noget, giver jeg ikke så let op.
Helt fra jeg startede i 0. klasse har jeg været dus med matematik. Jeg har udelukkende haft fantastiske lærere. Min første matematiklærer Birgit sagde altid: ”Matematik skal være sjovt.” Hun lyttede til, hvilke måder vi kunne lide at arbejde med materialet på. Det fungerede virkelig godt. Mit yndlingsområde dengang var geometri. Jeg elskede når vi lavede figurer, rumfang, størrelsesforhold og skulle løse opgaver, hvor man kunne sætte matematikken ud i virkeligheden.
Min morfar er uddannet ingeniør, og har altid ville høre om hvad vi lavede i matematik. Nogle gange når mine bedsteforældre besøgte os, kunne vi bare sidde og snakke matematik resten af aftenen. Han kom med gode råd, og hvis der var noget jeg var i tvivl om, kunne han forklare mig det, så jeg kunne bruge min nye viden til at lære endnu mere. En ulempe ved så engageret opbakning er, at nu er der ingen vej tilbage. Min morfar glæder sig på mine vegne, han tror på mig og forventer at jeg bliver færdiguddannet ingeniør. Vi har endda regnet på hvor gammel jeg er, når jeg er færdig i forhold til hvor gammel han var, da han fik sit første job. Som sagt, går han meget op i det (hvilket jeg synes er skønt).
COWI
Da jeg i 8. Klasse for første gang skulle i praktik, skulle jeg så selvfølgelig i praktik som ingeniør. Min morfar arbejde engang for ingeniørfirmaet COWI, så der sendte jeg en ansøgning hen. De tog egentlig ikke praktikanter, men jeg kunne være en undtagelse. ”Det er altid godt med gode forbindelser og et godt netværk,” citat af min mor. Jeg må give hende ret.
Efter tiden i COWI (Lyngby) kunne jeg slet ikke vente, til det var mig der måtte arbejde der. Jeg fik lov at lave opgaver med broer, og det fascinerede mig helt vildt. Den måde man kunne se den færdige bro for sig, selvfølgelig ikke fra dag et. Men den konstante udvikling. Dengang var jeg kun 13, så jeg kan godt se nu, at det var en noget unormal tanke. Jeg kunne bare ikke vente til jeg var færdiguddannet. Heller ikke selvom jeg skulle være færdig i folkeskolen først, derefter 3 år på gymnasiet og 6 år på DTU. Jeg var udmærket godt klar over at vejen var lang, men det føltes bare så rigtigt, fra første gang jeg satte benene der. Da jeg gik derfra, var jeg helt sikker, jeg ville være civilingeniør inden for broer.
Rambøll
Året efter skulle jeg i praktik igen. Jeg tog til et andet ingeniørfirma (Rambøll i Roskilde), men de havde ikke mulighed for at tage mig i praktik i en broafdeling, så jeg måtte i afdelingen for kloak. For at være helt ærlig, troede jeg at jeg skulle ud og være kloakmand. I dag griner jeg ad mig selv. Jeg fik til opgave at designe mit eget sommerhus, lige som jeg ville have det. Jeg lærte at bruge det digitale tegneprogram AutoCAD, som er et program ingeniører og arkitekter bruger, når de skal tegne deres projekter. Derefter skulle jeg "anlægge" kloak. Der skulle tage højdes for alt muligt, lige fra hvilken slag vand, der skulle transporteres (regnvand eller spildevand), til hvor højt trykket på vandet var og gennem hvor tykke rør med hvilken vinkel.
Tanken strejfede mig: Måske skulle jeg slet ikke lave noget inden for broer alligevel. Måske skulle jeg hellere lave udregninger til kloaksystemer. Jeg besøgte også en arkitekt på etagen ovenover. Jeg kunne blive bygningsingeniør, vejingeniør, arkitekt eller noget helt andet. For mulighederne er uendelige, og jeg synes det hele er vildt spændende. Jeg er meget målbevidst, men når jeg skal forklare folk hvad jeg vil, har jeg svært ved at begrænse mig. Det ender tit med, at jeg må sige ”det ved jeg ikke”, hvilket jo er langt fra rigtigt. Jeg vil bare så meget, at jeg ikke ved hvad jeg skal vælge.
Opbakning
Selvfølgelig har mine venner også forventninger til mig. Min bedste veninde tror meget mere på mig end jeg selv gør. Hvis jeg synes jeg er elendig til noget, skal jeg bare snakke med hende, og straks har jeg det meget bedre. Det kender du sikkert også. Nogle mennesker får det bedste frem i os.
Problemet kan bare være det, at dine venner ikke vil det samme som dig. Min bedste veninde vil være forfatter, og hendes hadefag er matematik. Lige meget hvor meget vi slår knude på os selv og vores veje til drømmejobbet, ville vi aldrig kunne tage samme uddannelse. Altså må vi i skolen skilles. Når man begynder et nyt sted er det vigtigt, at man trives. I der ligger det at man må have et socialt liv. For man fungerer ikke uden.
Jeg kender det fra mig selv. Når jeg ser hende med andre på billeder, de smiler, de holder om hinanden, de griner sikkert af en intern joke. Hvis jeg var der, ville jeg ikke forstå den, for vi vokser fra hinanden. Det er min største frygt i forhold til mine ældre venskaber. Hvad nu hvis hun vokser fra mig, eller at jeg vokser fra hende? Hvad nu hvis hun bliver så glad for sine nye klassekammerater, at hun prioriterer dem højere end mig og jeg til sidst bliver skiftet ud?
”Din største fjende er dig selv,”
og det kan der være noget om. Hvis der er noget jeg er utilfreds med, er det aldrig andre, som pointerer det. Det er altid mig selv. Når noget ikke lever op til mine forventninger, er det mig, der bliver skuffet, ikke dem omkring mig. Når jeg surmuler over en karakter, har læren allerede fortalt mig hvor god min opgave var. Men er der den mindste fejl, kan det føles som verdens undergang, selv hvis den faktisk var god.
Jeg er nysgerrig på verden, og vil gerne suge al den viden til mig jeg kan. Lige meget hvor inderligt jeg ønsker at vide alting, er det ikke muligt. Nogle gange kan jeg bare godt føle at jeg overvurdere mig, og der må jeg tænke på det latinske citat: ”Jo mere du ved, jo mere ved du du ikke ved,” for det kan nogle gange hjælpe mig med ikke at føle mig så ynkelig.
Jeg er ikke Gud, og jeg kan ikke udskrive en formel til hvordan man kommer let udenom omtalte emne, men én ting ved jeg. For mig har det hjulpet at følge mine egne interesser. Hvis bare jeg laver det jeg vil, med dem jeg vil, er det lige meget at jeg skal gå længe i skole. For jeg gør det jeg brænder for og jeg elsker at lære.
Commenti