De manglende brikker, Majken Camilla Ancher
- 16. feb. 2019
- 5 min læsning
Opdateret: 27. feb. 2019
Bogen imponerede mig ikke, og mindede generelt meget om den første i serien rent skrivestilsmæssigt. Der var lagt op til at rigtig spændende plot, men jeg følte ikke at ideerne var fuldt helt til døren.
Titel: De manglende brikker (Racingakademiet #2)
Forfatter: Majken Camilla Ancher
Forlag: Mellemgaard Forlag
Sideantal: 341
Genre/emne: dystopi, kærlighed, ungdom
Resume
Hayden og hans venner er blevet sendt ud på en svær mission, som kommer til at koste tab. Men nogle tab må man være villige til at give, hvis man vil lykkes med den opgave man har fået givet.
Min vurdering
Ahem ikke engang titlen på serien er skrevet på samme måde som med første bind. Da jeg læste den første bog ”Racing Akademiet”, studsede jeg over hvorfor ”Racing Akademiet” ikke var skrevet i et ord, for det ville jeg mene det skulle være. Jeg lagde det fra mig, og tænkte at forfatteren nok havde ret, fordi det har de jo altid. Så begynder jeg på anden bog, og da jeg nærstuderer forsiden, finder jeg ud af at her er det faktisk skrevet i et ord, ”Racingakademiet”.
Forsiden er passende til både titel og historie. Jeg kan også godt lide at de mest gennemgående træk i designet går igen fra første bog. Allerede efter at have læst titlen på bogen bliver man sat ind i hvad bogens primære problematik handler om - især efter at have forstået Haydens problem i den første bog.
Der bliver brugt gode, relaterbare ordsprog, som er dækkende for situationerne. Eksempelvis:
”Lige da vi ankom til vandrehjemmet rendte vi rundt på stedet som små femårige børn i Disneyland.”
- Citat fra side 19. Her kan man tydeligt forestille sig at de er oppe og køre over det nye sted.
Vi bliver informeret om en masse administrative detaljer, som jeg ikke finder hverken vigtige eller spændende. I forhold til første bog i serien er denne bedre i forhold til tegnsætning. Den trænger ikke desto mindre stadig til en kærlig, grammatisk hånd. Det gælder også tegnsætning. Forfatteren taler tit om det personerne laver som ”situationen” og det er begyndt at irritere mig lidt. Man sætter hinanden ind i situationen. Man forstår situationen. Man synes noget om situationen. Det er med til at gøre sproget gentagende. Sproget i bogen minder meget om sproget i forrige bog. Nogle af stavefejlende er så lang fra, hvad der skulle have stået, at man tvivler på korrekturlæsningen. ”Stild” i stedet for ”stillede”.
Fremtidssynene skaber ikke spænding, men afslører nærmere ting som kunne have været spændende, hvis man oplevede dem, når de skete.
På et tidspunkt kom jeg til at starte et par sider efter det sted jeg faktisk var nået til. Situationen havde ikke ændre sig det mindste, så det var lige før jeg ikke opdagede det.
Det skal hele tiden være så højtideligt og det gør mig udmattet. Der bliver brugt ordet ”okay” rigtig mange gange. Der bliver sagt et udsagn, eksempelvis: ”Han var meget høj.” Hvorefter forfatteren trækker lidt i land, og prøver at ændre det til hvad det muligvis skulle have været. (Eksempel.) ”Okay, måske var han kun almindelig højde, men han var højere end mig.” Det ville være nemmere at huske sådanne informationer, hvis de kun blev givet én gang og ikke skulle ændres til noget andet en gang imellem.
Jeg synes godt nok meget af bogen handler om at sove. Det tager lidt af spændingen og flowet, når hvert kapitel er bygget op efter samme struktur. Det gør den forudsigelig, hvilket jeg ikke er fan af.
Titeloverskrifterne er mærkelige, men jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Måske fordi de er så lange. Måske fordi de altid afslører hvad der kommer til at ske.
Fortælleren er meget sarkastisk, og det kan jeg godt lide. Jeg har en ting for sarkastiske personer, de er bare lidt bedre end alle de andre. Jeg kan til gengæld ikke lide at han hele tiden taler om det store billede, for det ændrer sig næsten ikke. (Se spoilerafdeling for nærmere forklaring). Et afsnit jeg læste i den sidste halvdel af bogen kunne endda have været skrevet i forrige bog uden at spoile noget. Det synes jeg er et tegn på at historien ikke udvikler sig nok.
Når Hayden skal fortælle en anden karakter noget, som vi hørte da det skete, synes jeg ikke det er nødvendigt at fortælle det igen. Her behøver vi kunne høre ”jeg fortalte det til den her person” for så ved vi godt, hvad han fortæller ham. Vi hørte det jo, da det skete. Der bliver flere gange gået i dybden med ligegyldige detaljer.
”Vi stod i vand til omkring hoftehøje, eller det afhæng af, hvem af os du spurgte, men jeg stod i vand til hoften, (…)”.
Læserne kan godt tænke sig til at vandet ikke står lige højt på de forskellige personer, da karakterne højest sandsynlig ikke er lige høje. Og hvis ikke man får andet ad vide, tænker jeg bare at der er tale om vandets højde i forhold til hovedpersonen. (Side 286)
Jeg kan godt lide at Haydens venner er blevet ret cool med hans blackouts, for det er jeg selv blevet. I starten er man lidt forvirret, og man ved ikke helt om det er noget man bør være bekymret for. Senere, når han har gjort det mange gange, tager man det ikke så tungt. Et par kapitler senere kommer jeg så til at tænke på, at alle hele tiden spørger Hayden om han er okay efter et blackout. Så de var nok ikke helt cool med det alligevel. Det er lidt forvirrende at de opfører sig som om det er noget stort, når de tidligere sagde at de ikke så det som et problem. Jeg ved ikke engang, hvad jeg håber der vil ske i historien. Jeg finder først ud af, hvad vi kæmper for, når vi har fået det.
Kærligheden i bogen er meget uskyldig. Vi får ad vide at de kysser, men der er ikke rigtig følelser indblandet. Jeg synes enten man skal have romantik eller lade være. Hvis man vælger romantik, skal læseren kunne mærke det.
Det sidste jeg havde regnet med, var at blive overrasket, fordi jeg egentlig ikke var så vild med bogen, og ikke syntes bogens spænding var i top. Men ved den sidste plottwist var jeg overrasket. Det er synd jeg ikke fik den oplevelse i resten af bogen. Det var desværre ikke ventetiden værd.
Slutningen er god. Hele ideen er god, og efter afsløringen kommer jeg i tanke om tegn, som er blevet givet tidligere i historien. Det er ret godt lavet. Det forklarer også motiver som før var lidt slørede.
Stjerner: 1/5
Her bliver du muligvis spoilet
Man informerer altså personer, som er sendt ud om hvem de er, hvis de skal spille andre end dem de er. Det virker urealistisk at de bare bliver sendt ud til autoritære personer, mens de ikke ved hvem deres ”karakterer” er.
Når Hayden taler om det store billede, siger han ting som; ”ja det går jo ikke så godt, for vi er ligesom midt i tredje verdenskrig.” Hvor jeg bare tænker: Ja Hayden, det havde jeg faktisk opdaget - og du sagde det også i sidste kapitel. Noget, det skulle have været sjovt bliver lidt irriterende og ynkeligt.
Der er flere eksempler på stavefejl så langt fra hvad der sikkert skulle have stået:
”Jeg skulle være besvimede (*besvimet) eller været bevidstløs.” Det er så to vendinger for samme ting, men fair nok.
”Han lod bekymrede, men dog letter, som han svarede.” Hvad skal det overhovedet betyde? (Side 169)
”Sammenstoddet” *sammenstødet (side 209)
Hun bruger ”som” i stedet for ”da” og ”mens”.
Første spændende plottwist kommer på side 252. Det er lidt sent efter min holdning.
留言